Tømmertunnelen i Soli
En sang vil jeg synge kom lytter nu til,
saalangt under jorden, staar livet paa spill
naar feiselen klinger med taktfaste slag,
og skuddene høres med brag.
En sang vil jeg synge kom lytter nu til,
saalangt under jorden, staar livet paa spill
naar feiselen klinger med taktfaste slag,
og skuddene høres med brag.
Hvor Bjerget sig hæver mod himmelens hvælv
til floden ved Wister hin brusende elv.
Der bores og skydes ved morgen og kveld
i fjeldet en stor Vandtunnel.
Jeg ønsker fortælle arbeiderens kaar
hvor livet og helsen paa spil ofte staar,
Naar haanden blir lammet og bøiet hans ryg
Ham rigfolk foragter vær tryg.
Thi kun naar han stander i arbeidets kraft
med kraftige næver om feislemes skaft,
da er han velkommen, det ved man fra før,
til skaden ham rammer og dør.
Tunellen ved Soli er dyster og trang,
I fjeldet den skjæres ibugtende gang.
Nær tre kilometer mod Vister den gaar,
saa tømmeret plads i den faar.
Jeg ønsker fortelle for alle enhver,
hvad arbeidets farer kan byde os her.
De gabende synker' i den maa du ned
til bunden et frykteligt sted.
En bane til bunden i trosser er fast,
og sagte den sænkes med kostbare last.
Vel hundrede meter i dybet den gaar,
med livet paa vove det staar.
Man synken passerer, Tunnellen vi naar.
Saa farefuldt sted vi i Norge knapt faar.
Man livet i vove ibunden har sat,
hvad enten ved dag eller nat.
Thi rundt om væggene hænger en blok
med truende tegn, om den falder er nok,
med brag nedi dybet, og rammet man blev,
til døden man offeret skrev.
Saa styg er Tunnellen, det ved jo enhver.
Thi livet og helse paa vove er her.
Naar trallerne heises i trosserne op,
det gjælder at passe sin krop.
Thi trossen kan briste, og remmen blir slap
da gjælder det passe til bremsen saa rap.
Saa farten kan stanse til bunden ei naar.
For livet i vove vi staar.
I bunden den høres et frygteligt drøn,
og bønder andægtig de beder sin bøn,
Saa dump dynamitten den melder sit knald
Fra synken med frykteligt skrald.
Og dynamitrøgen saa kvælende sort
den lægges for brystet, saa pusten blir kort.
At komme i dagen det gjelder med fart:
Thi ellers kreperer vi snart.
I visen jeg nævner en kjæk direktør,
som æres af alle, det ved vi fra før.
Hr. Blakstad skal mindes af folkene her:
Thi slig Ingeniør har vi kjær.
Saa kommer en «Syning» fra Sæterdals trakt,
som leved blandt bønder med dem er i pagt.
Paa anlæg og baner er han ikke kjendt,
Som flisegut tidt er han sendt.
En bonde i Tune fik handel istand.
Om han vil jeg sige, han gjør, hvad han kan.
Naar lønningen kommer at lette vår pung,
saa den ikke bliver for tung.
Thi varer han setter i passelig pris,
og bonden han ved nok at passe forlis.
Han regner og regner i bøgerne ud,
og beder en bøn til sin Gud.
Men nede ved Eidet en skjæring saa stor,
her graves og støbes i fuldeste flor.
Tunnellen har munding og leren besat,-
her pumpes ved dag og ved nat.
Paa Raade Station du en koldjomfru ser,
mod jemveisfolk staar hun og haaner og ler.
I visen hun settes til skam og til spot.-
Nu frøknen faar det saa godt.
Thi en har du haanet, du kjendte ham ei,
og derfor du settes i visen af mig.
Vil navnet du vide, saa vid det er kjendt.
Som digter i Norge paa prent.
F arvel kamerater, jeg atter maa bort.
Thi somrneren svinder, og tiden blir kort.
Maa fremtiden lyse med arbeidets held.
Hos eder i Soli Tunnel.
"J"